Hvad er ADHD/DAMP?

Forstyrrelse af opmærksomhed og aktivitet eller ADHD (attention deficit/hyperactivity disorder) er en neuropsykiatrisk lidelse. Forstyrrelsen er mest kendt hos børn, men bliver ved med at give problemer ind i voksenalderen hos mere end halvdelen. ADHD forekommer i alle sværhedsgrader og med en glidende overgang til det normale. ADHD blev tidligere kaldt DAMP, men denne betegnelse er ved helt at forsvinde.

Forstyrrelse af opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet skal være til stede før syv års alderen og skal have varet i mindst seks måneder. Desuden skal vanskelighederne være til stede i alle de sammenhænge personen indgår i (skole, hjem og fritidsinstitution), før at der kan være tale om ADHD. Danske og udenlandske undersøgelser har fundet at ADHD optræder i betydende grad hos 2-4 procent af alle børn. Drenge rammes 4-5 gange hyppigere end piger.

Ofte følger der andre problemer med, såsom motoriske vanskeligheder, indlæringsproblemer, adfærdsforstyrrelse, gennemgribende udviklingsforstyrrelse eller depression.

Hvorfor får man ADHD?

Når man har ADHD er der fejl i hjernens funktioner. Det kan skyldes en eller flere af følgende forhold:

• Arv (60-80 % af variationen menes at skyldes arv)
• Uheldige påvirkninger i graviditeten (alkohol, tobak og infektioner).
• Meget små eller for tidligt fødte spædbørn.
• Hjerneskader opstået i de første leveår.

Man har endnu ikke i detaljer kortlagt, hvilke hjerneforandringer der ligger bag forstyrrelsen, men foreløbige undersøgelser tyder på, at der er tale om forstyrrelser af funktionen i specielt tre områder af hjernen:

1. I et område i bunden af hjernen (hjernestammen og de mest primitive dele af hjernen), hvor blandt andet vågenhed reguleres ved hjælp af aktiverende signalstoffer som dopamin og noradrenalin. Man mener, at hjernen hos mennesker med ADHD fungerer som ‘en træt hjerne’. Vågenheden er nedsat.
2. I hjernens pandelapper (frontallapperne), som styrer hjernen, regulerer impulser og står for planlægning og overblik (eksekutive funktioner). Den nedsatte aktivitet i frontallapperne medfører nedsat evne til at hæmme impulser og til at skabe overblik.
3. I et område bag i hjernen (lillehjernen), hvor signal-støj-forhold styres og reguleres. Der er teorier om, at hjernen normalt er i stand til at sortere stimuli eller skelne mellem ‘signal’ og ‘støj’. Den evne er påvirket hos personer med ADHD.

Der er også teorier fremme om en anderledes biologisk reaktion på stress.

Hvordan viser ADHD sig?

• Personen kan ikke fastholde opmærksomheden ved opgaver (eller leg).
• Personen har svært ved at koncentrere sig i mere end få minutter.
• Personen kan ikke tilrettelægge arbejde eller aktiviteter.
• Personen lader sig let distrahere af ydre stimuli.
• Personen har uro i hænder eller fødder.
• Personen har ekstrem motorisk aktivitet, som ikke lader sig styre.
• Personen har meget støjende adfærd.
• Personen er impulsiv. Besvarer ofte spørgsmål før de er færdigstillede. Kan ikke vente på, at det bliver hans tur. Maser og skubber eller afbryder. Har ingen situationsfornemmelse.

Alle symptomer er til stede i en grad der er langt mere udtalt en for jævnaldrende eller personer med samme udviklingsalder.

Hvad er faresignalerne?

De sværest ramte børn har tydelige symptomer, som opdages allerede i børnehavealderen, mens andre først viser sikre tegn på forstyrrelsen omkring skolestart. Uroen og den formålsløse pillen ved alt, samt vanskeligheder ved leg der kræver regler er faresignaler som forældre, pædagoger og lærere skal være opmærksomme på. Børnene lærer ofte ikke af sine fejl eller dumheder. Mange har et mindre søvnbehov eller en meget forstyrret søvn. De fleste forældre kan i reglen fortælle om børn, der allerede fra spæde var svære at regulere og som havde problemer med at etablere faste spise- og soverytmer.

Hvad kan man selv gøre? 

Som forældre til et barn med ADHD er det vigtigt at skabe regelmæssighed i hverdagen. Man skal være tydelig, klar og konsekvent i sine krav til barnet og skabe så enkel en hverdag som mulig. Man skal fjerne forstyrrende elementer fra hverdagen og når man skal give en besked, skal man henvende sig direkte til barnet og ikke til alle søskende på en gang. Det er vigtigt at få et samarbejde med skole og fritidshjem i gang.

Hvordan stiller lægen diagnosen? 

Lægen (børnelægen, børnepsykiateren eller børneneurologen) indhenter oplysninger om symptomerne og deres udvikling (den såkaldte sygehistorie). Heri indgår oplysninger om graviditets- og fødselsforløb, om forekomst af lignende symptomer i den nærmeste familie, og om barnets adfærd og udvikling. Der foretages en kropslig undersøgelse med særlig vægt på motorik og koordination, og på tilstedeværelsen af andre neurologiske sygdomme (epilepsi, tics m.m.). Koncentrationsevne og modenhed bedømmes, og en psykologisk intelligensundersøgelse af barnet bør indgå i vurderingen. Hvis der er mistanke om andre psykiske problemer, eller hvis det drejer sig om moderat til svær ADHD med behov for behandling med medicin, skal en børne- og ungdomspsykiater inddrages.

Fælles forståelse. 

Behandlingen starter med, at familien og netværket forstår, at det drejer sig om en neuropsykiatrisk forstyrrelse og ikke et uartigt og uopdragent barn. Skyldfølelsen og resignationen minimeres hos forældrene, som igen kan yde deres bedste. Det er vigtigt, at netværket, eksempelvis lærere og bedsteforældre, tages med i undervisning og formidling af undersøgelsen. Hvis der er tale om en voksen, som får stillet diagnosen, er det på samme måde vigtigt at familie, arbejdsplads og netværk bliver orienteret og får forståelse for, hvad det drejer sig om, og hvordan personen kan støttes.

Rådgivning/vejledning og støtte.

Hjem, skole, institution, arbejdsplads og fritidsforanstaltninger skal rådgives og vejledes i, hvordan personen skal mødes. Det centrale er, at der skabes en forudsigelig og velstruktureret dagligdag. Man indarbejder gode arbejdsstrategier og skaber en skærmet arbejdsplads. Personen med ADHD har brug for hyppige pauser og korte indlæringsmoduler. Modellen kan overføres til de fleste sammenhænge personen befinder sig i. De involverede familier har ofte stort udbytte af at møde ligestillede familier og pårørende.

Medicin. 

Medicinsk behandling er en specialistopgave og anbefales i de sværere tilfælde af ADHD. Det er fortrinsvis den såkaldte centralstimulerende medicin (methylphenidat – Ritalin eller andre produktnavne) som anvendes. Medicinen øger vågenheden i centralnervesystemet og øger aktiviteten i pandelapperne. Sidstnævnte har den effekt, at personen bliver bedre til at koncentrere sig, målrette sine tanker, bedre sin evne til opgaveløsning og bedre kan styre sine impulser. Man har i dag en række produkter til rådighed, hvoraf flere har længere virkningstid. Traditionel centralstimulerende medicin virker kun i 3-4 timer, men der er nu medicin som virker 8-10 timer. Man anbefaler, at personen er dækket i det meste af sin vågne tid. Der er et enkelt produkt på markedet (Strattera), som virker via andre kemiske stoffer i hjernen og som kun indtages én gang i døgnet. 

Sociale foranstaltninger

Børn med ADHD og deres familier kan få hjælp i kommunernes socialforvaltning, hvor de tildeles en sagsbehandler i specialbistandsgruppen. Det betyder, at der tages stilling til, hvorvidt barnet eller familien har brug for særlige hjælpeforanstaltninger. Meget vanskelige børn kan være afhængige af, at én af forældrene er til stede i større omfang end deres arbejde tillader. Nedsat arbejdstid med udbetaling af tabt arbejdsfortjeneste kan da være formålstjenligt.

I mange tilfælde er det imidlertid mere hensigtsmæssigt at støtte barnet i daginstitution, skole eller fritidshjemmet, hvor deres sociale kompetencer bedre kan udvikles. I så fald kan der søges om ekstra pædagogiske støttetimer, eller barnet visiteres til institution med særlige ressourcer på området. Man kan også foreslå aflastning af familien i eget hjem (børnepasning, rengøring, m.m.) eller søge om en aflastningsfamilie. For børn i medicinsk behandling søges Lægemiddelstyrelsen om særlig tilskudsordning for patienter med kronisk behandlingsbehov (særlig blanket).

Voksne med ADHD kan også have brug for hjælp og støtte. Det anbefales, hvis der er særlige behov, at opsøge socialforvaltningen i kommunen og forhøre sig om mulighederne. ADHD hos voksne er fortsat så ukendt, at man kan møde fagfolk (psykiatere, socialrådgivere m.fl.) som ikke kender tilstanden.

Udsigt for fremtiden? 

ADHD er en kronisk tilstand, som består ud over barndommen og ind i voksenalderen. Mange finder en måde at kompensere for sine problemer, mens andre har store vanskeligheder med koncentration, indre uro, rastløshed og dårlig arbejdsmæssig og social funktion hele livet. Undersøgelser tyder på, at prognosen er afhængig af, hvorvidt barnet og senere den unge kan holdes i en fornuftig socialisering. Alle mulige farer lurer på impulsive personer. Dårlig tilpasning til uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet, misbrug og kriminalitet optræder hyppigt hos denne gruppe. Der er en overhyppighed af psykiatrisk lidelse som depressioner og personlighedsforstyrrelser senere i livet. 

Den unge med ADHD kan have brug for en særlig indgang til uddannelse og arbejdsmarkedet. Det er vigtigt, at uddannelses- og revalideringssystemet kender til de problemer mennesker med ADHD har og opbygger et netværk af arbejdspladser, hvor de kan arbejdsprøves under beskyttede forhold. Med lidt mere tålmodighed og rummelighed, kan unge og voksne med ADHD udgøre en stor arbejdskraft og dynamisk ressource i samfundet.

af Niels Bilensberg overlæge, ph.d., speciallæge i børnepsykiatri